Med konferencen DPP4EU 2026 i Bruxelles er en teknisk milepæl nået: De europæiske grundstandarder for det digitale produktpas (DPP) er færdiggjort. Fraunhofer IPK meddelte den 1. juni 2026, at den standardpakke, der er udviklet under CEN/CENELEC JTC 24, etablerer en sammenhængende, teknologineutral ramme for data om produktlivscyklusser. Dermed slutter fasen med usikkerhed om tekniske grundprincipper — og implementeringsfasen begynder.
For virksomheder, der hidtil har ventet på endelige standarder, er det ikke grund til at ånde lettet op. Det er startskuddet.
Hvad CEN/CENELEC JTC 24 har fastlagt
Standardiseringskomitéen JTC 24 har vedtaget flere indbyrdes forbundne standarder, som tilsammen definerer den tekniske arkitektur for DPP. To standarder er centrale:
- EN 18219 fastlægger datamodellen og de semantiske krav til DPP. Den definerer, hvilke oplysninger et pas skal indeholde, hvordan de struktureres, og hvordan interoperabilitet mellem forskellige systemer sikres.
- EN 18220 regulerer bæreren af DPP — altså det fysiske eller digitale medie, som giver adgang til passet. Den kobler passet til GS1 Digital Link-standarden og gør det dermed muligt, at én enkelt URL — for eksempel som QR-kode eller RAIN-RFID-tag — fungerer som universelt indgangspunkt til alle pasoplysninger.
Rammeværket er bevidst udformet teknologineutralt. Det foreskriver hverken en bestemt database, en cloudplatform eller en proprietær standard. Det, det foreskriver, er adgangspunktsstrukturen og datasemantikken — resten er op til implementørerne.
Hvorfor EN 18219 er afgørende for registry-arkitekturen
CIRPASS-2-konsortiet har i sin udtalelse om udkastet til gennemførelsesforordningen om DPP-registryet udtrykkeligt anbefalet at indarbejde EN 18219 som en bindende reference. Årsagen er, at uden denne forankring mangler interoperabilitetsankeret mellem nationale og sektorielle systemer.
Selve registryet — som udkastet til gennemførelsesforordningen præciserer — lagrer kun tre datapunkter: den entydige identifikator, resolver-endepunktet og varekoden. De egentlige pasdata ligger decentralt hos producenterne eller autoriserede dataforvaltere. EN 18219 sikrer, at disse decentrale data alligevel forbliver maskinlæsbare og interoperable.
Det reguleringsmæssige grundlag: ESPR og sektorielle forordninger
De tekniske standarder er ikke et mål i sig selv. De operationaliserer krav, der er bindende fastsat i ESPR-forordning (EU) 2024/1781. ESPR kræver, at DPP indeholder „aktuelle og præcise oplysninger“ — et krav, der ganske enkelt ikke kan opfyldes uden en klar dataarkitektur.
Dette bliver særligt tydeligt i batteriforordningen (EU) 2023/1542: Kapacitetsdata, der ændrer sig gennem nedbrydning i løbet af et batteris levetid, skal løbende holdes opdateret. Det forudsætter en infrastruktur, der ikke kun lagrer statiske produktdata, men også håndterer dynamiske opdateringer — på niveauet for den enkelte enhed og ikke kun på batchniveau.
Lot vs. item: En skelnen med vidtrækkende konsekvenser
JRC-udkastet for produktgruppen stål — repræsentativt for mange andre sektorer — skelner systematisk mellem to datagranulariteter:
- Batchniveau (lot): Data, der gælder for en hel produktionsbatch, for eksempel det produktspecifikke CO₂-fodaftryk (PCF), som skal beregnes efter ISO-14067-kompatible metoder og vedligeholdes på batchniveau.
- Enhedsniveau (item): Data, der gælder for et enkelt fysisk eksemplar, for eksempel serienummer, reparationshistorik eller aktuel tilstandsværdi for batterier.
Denne skelnen er ikke en akademisk detalje. Den afgør, hvordan datahåndtering, adgangsrettigheder og opdateringsprocesser skal opbygges. Et system, der kun håndterer batch-id'er, kan ikke opfylde batteriforordningens krav på enhedsniveau. Omvendt ville et rent enhedsbaseret system ikke være økonomisk skalerbart for massegoder som stålcoils.
Fra standard til praksis: Hvad virksomheder skal gøre nu
Vedtagelsen af standarderne markerer overgangen fra specifikationsfasen til implementeringsfasen. Konkret betyder det følgende for virksomheder i berørte sektorer:
Trin 1: Fastlæg en identifikatorstrategi
Hvert DPP kræver en globalt entydig, persistent identifikator. Standarden EN 18220 og GS1 Digital Link-standarden definerer, hvordan denne identifikator skal struktureres som en opløselig URL. Virksomheder, der allerede anvender GTINs og GS1-strukturer, har en fordel fra start — de skal blot overføre deres eksisterende identifikatorer til Digital Link-skemaet.
Et kompatibelt GS1 Digital Link for et enkeltprodukt ser eksempelvis sådan ud:
https://id.example.com/01/04012345678901/21/XYZ-987654
Her står 01 for GTIN-applikationsidentifikatoren og 21 for serienummeret. Resolveren bag denne URL viderestiller afhængigt af konteksten — forbruger, reparationsvirksomhed, toldmyndighed — til forskellige datavisninger.
Trin 2: Strukturér datamodellen efter EN 18219
Standarden definerer obligatoriske felter, valgfri felter og de tilladte dataformater. Virksomheder skal undersøge, hvilke af deres eksisterende produktdata der allerede er standardkompatible, og hvor der er huller — eksempelvis ved reparerbarhedsscorer, materialesammensætninger eller oplysninger om forsyningskæden.
Trin 3: Vælg og implementér carrier-teknologi
EN 18220 tillader flere bærermedier: QR-kode, NFC, RAIN-RFID og andre. Valget afhænger af produkttypen, forsyningskæden og kundernes krav. For industrielle anvendelser bliver RAIN-RFID stadig vigtigere: TEKLYNX har allerede opdateret sin CODESOFT-software, så den understøtter GS1-„++“-kodningsskemaer, der gør det muligt at skrive web-URL'er direkte til RAIN-RFID-tag-hukommelse — et teknisk krav, der følger direkte af kombinationen af EN 18220 og GS1 Digital Link-standarden.
Trin 4: Sørg for dynamisk datavedligeholdelse
ESPR-kravet om „aktuelle og præcise oplysninger“ er ikke en engangsopgave. Virksomheder skal etablere processer, der sikrer, at pasdata opdateres ved relevante hændelser — reparation, komponentudskiftning, videresalg, bortskaffelse. Det kræver klare ansvarsområder i forsyningskæden og tekniske grænseflader mellem de involverede systemer.
Hvad der stadig mangler: Gennemførelsesforordninger og sektorielle frister
Grundstandarderne er på plads — de sektorspecifikke gennemførelsesforordninger er endnu ikke fuldt på plads. Europa-Kommissionen arbejder i øjeblikket på delegerede retsakter for de første produktgrupper, der bliver omfattet. Batterier har allerede deres egen retlige ramme gennem batteriforordningen (EU) 2023/1542. Tekstiler, elektronik og stål følger som led i implementeringen af ESPR.
For virksomheder betyder det: Den tekniske grundarkitektur er klar og bør opbygges nu. De sektorspecifikke datakrav konkretiseres i de kommende måneder — men virksomheder, der venter med implementeringen, til alle delegerede retsakter foreligger, vil komme under tidspres.
Standarderne er vedtaget. Rammen er fastlagt. Spørgsmålet er ikke længere om, men hvornår og hvor godt forberedt virksomheder bliver omfattet af forpligtelserne.
